Det tog mig små 3 timer at læse denne lille crowdfundede fortælling på ca. 180 sider, som omhandler både Motörheads Lemmy, Steffens eget liv og rockens udvikling fra 1980erne og frem - altsammen krydret med masser af personlige betragtninger. Bogen er både fornøjelig og velskrevet, og den gav anledning til både smil, gensynsglæde og lidt sørgmodighed undervejs.
Bogen beskriver hvordan metal og hardrock indtog musikscenen omkring 1980, og hvordan det er gået med rocken (herunder Motörhead) frem til i dag. Da jeg selv var ung i 1980erne, kan jeg selvsagt relatere til rigtig meget af dét Steffen fortæller om i bogen, og jeg har oplevet 1990ernes musikscene med den samme afsky. Jeg har også set Vesterbro skifte fra et hårdt men interessant miljø, til den røvsyge bydel det er blevet til i dag. Jeg nåede heldigvis også at opleve Motörhead på københavnske Saga tilbage i marts 1987 (min Motörhead live debut), og verden blev aldrig helt den samme derefter.
Bogen beskriver hvordan giganterne falder fra, og stiller det naturlige spørgsmål, hvor de nye skal komme fra, når så mange mennesker ikke vil betale for musik i dag. Svaret er enkelt: der kommer simpelthen ikke flere giganter, og det kan musikforbrugerne sgu takke sig selv for. Rocken er ikke død, men når den sidste gigant har stillet cowboystøvlerne, så er den forandret for evigt.
Bogen kører lidt i ring et par gange, og specielt beskrivelsen af ungdomsårene i Struer er lidt en "man skulle nok have været der" - oplevelse at læse. Men det er kun en lille knast, og det meste af bogen er som sagt velskrevet, og alt er naturligvis holdt i den velkendte Jungersenske stil med ordspil og snørklede sætninger og morsomme sammenligninger.
Sidst i bogen er der en kort gennemgang af alle Motörheads studiealbums, og bogen indeholder en mængde Lemmy citater, billeder, og lister over foreslåede lydspor til læsningen. Jeg valgte dog at sætte en samling Motörhead sange på, mens jeg læste bogen, da Jungersen og undertegnede er ikke altid er helt musikalsk kompatible (ahem, Volbeat og Metallica for at nævne et par stykker), selvom vi bestemt har en hel del bands, som vi er meget enige om - med Motörhead som det absolut vigtigste. I bund og grund kan vi begge bare lide god rock!
Jeg er enig med Steffen i, at den sidste 100% kraniesmadrende Motörhead koncert vi så i Danmark var i den Graa Hal i 2009. Det gik desværre ned ad bakke derefter, hvilket var tydeligt for de fleste tilbedere af Sankt Lemmy, også selvom man ikke "måtte" tale om det, i hvert fald ikke med for mange ord. Jeg er faktisk citeret i bogen (s. 140) for at sige noget i den stil. Det smilede jeg en del af, da jeg læste det.
Jeg havde billet til flere aflyste koncerter siden, men jeg er faktisk taknemmelig for, at jeg ikke så nogle af de sidste koncerter med bandet, da det må have været en meget sørgelig oplevelse. Jeg vil hellere huske tilbage på alle de fantastiske koncerter jeg så med en Lemmy i topform, og samtidig glæde mig over at deres sidste album "Bad Magic" var en fremragende afslutning på karrieren.
Tak for en minderig tur gennem rockhistorien med Lemmy-brillerne på, Steffen. Det var næsten som at være der selv, hvilket jeg velsagtens også var. :)
[2018], Vilhelm
Rating: 
Content Type: Book Review
Language: 
Updated: 2018-10-13 16:01
Created: 2018-10-13 15:55
