Hank Williams III er en temmelig produktiv herre. Efter at han vandt sin frihed fra sit tidligere pladeselskab, har han haft for vane at udgive lange albums og ofte flere albums samtidig - i vidt forskellige genrer. Således også denne gang - hvor vi får henholdsvis "Brothers Of The 4x4", som er et forholdsvist konventionelt country album og "A Fiendish Threat", som er et punk rock album.
Brothers Of The 4x4 var ventet med spænding, da jeg som regel holder vældig meget af den type country, som udføres af Hank 3 og hans dygtige musikere. Det er faktisk et glimrende album, når man lige får lyttet det igennem nogle gange. Det har ikke helt den fanden-i-voldskhed, som vi har været vant til tidligere. Der er knapt så meget konstant moonshining, slåen på tæven, snifning og white trash problemer over det denne gang, men nu er albummet jo også mest dedikeret til firehjulstrækkeren.
Jeg hader faktisk lidt den måde pladen starter på med en slags irriterende fløjtelyd udsat for scratching, men det er dog hurtigt glemt, for allerede fra fløjteriet glider over i første sang "Nearly Gone" og videre med "Hurtin For Certin" og titelnummeret, så er det sgu dejlig countrymusik, der flyder ud af højttalerne med en blanding af akustiske instrumenter og elektrisk guitar.
Der er masser af højdepunkter undervejs. En sang som "Held Up" er fantastisk, hvor Hank triller rundt i sin 4x4 i forskellige stater. Sangen har en uptempo rytme med en fed guitar, der gør det helt umuligt at sidde stille i sofaen uden at stampe en fod i gulvet. I "The Outdoor Plan" forfalder Hank 3 til noget irriterende nynnen bakket op af noget lige så irriterende horn, alt i mens han går på jagt og skyder løs. Men selv når det er irriterende, så gør det ikke alverden, for det er sgu alligevel både sjovt og hyggeligt.
"Farthest Away" og "Deep Scars" er eftertænksomme sange, som fungerer godt i blandingen, mens "Ain't Broken Down" er en sørgmodig sag (men det bliver der fandme rodet bod på senere på albummet!) I "Looky Yonder Commin" drønes der videre, og igen stamper foden løs, alt imens Hank løber ned af bjerget, da han atter er på jagt med sin #1 jagthund og sit gevær.
Mod slutningen af albummet sker der ting og sager, og den traditionelle country krakelerer lidt, som den jo også gør under Hanks maratonkoncerter. "Dread Full Drive" og "Gettin Dim" minder begge lidt om noget fra de ret eksperimentielle "Ghost To A Ghost" / "Gutter Town" [2011] albums.
Hey, we ain't broken down, we're just a little broke
We're doin' all we can to try and have some hope.
"Broken Boogie" blæser den sørgmodige "Ain't Broken Down" op i et helt andet gear, og er måske albummets bedste. Imponerende hvor meget en sang kan ændre karakter, når bare den arrangeres anderledes! Her svinger den som død og helvede med den fedeste guitar, der jammer løs. Sidste sang "Toothpickin" er temmelig Hellbilly-agtig. Den er komplet med jodlen og en forvrænget vokal, og den er en herlig måde at slutte et glimrende album af på.
Jeg kan iøvrigt tilføje, at vinyludgaven er på 2 stk 180g skiver, og den er aldeles vellydende.
A Fiendish Threat er så Hanks forsøg på at lave et hæsblæsende punk rock album med en blanding af akustiske og elektriske instrumenter. Det lykkes til dels, og fra første sang "Can I Rip You" kører pladen bare derudaf, som var det The Ramones, der pludselig havde valgt at rejse sig fra de døde i sydstaterne.
Desværre er sangene lidt for lange, og det holder ikke rigtigt, når man spiller simple hurtige punksange. Det meste vokal er også sunget igennem noget, der minder om en megafon, hvilket også bidrager til, at resultatet føles lidt langtrukket og monotont, når man er nået ca. halvejs igennem albummet. Dog skal gives et stort plus for forsøget, og resultatet er bestemt ikke skidt. I mindre doser og med garanti også live, så er jeg sikker på, at det vil sparke fortræffelig røv. Pladen er nok bare en lidt for stor mundfuld på een gang.
Hvis man sammenligner med nogle af Hanks andre rock og metal plader som "3 Bar Ranch : Cattle Callin" [2011], "Attention Deficit Domination" [2011] og "AssJack" [2009], så er det her dog langt bedre, da jeg dybest set mener, at de andre plader er noget lort. Hvis "A Fiendish Threat" kvalitetsmæssigt skal sammenlignes med noget, så er det helt klart "Hillbilly Joker" [2011], som også var en ganske fin skive i afdelingen for cow punk.
Rating:
Band: Hank Williams III
Record Title: Brothers Of The 4x4 / A Fiendish Threat
This Release: 2013
Record Format: LP
Record Label: Hank 3 Records
Content Type: Record Review
Language:
Updated: 2013-10-13 20:22
Created: 2013-10-13 19:57