KP says






The Raveonettes - Vega, Copenhagen - Live - 2014-12-11



At anmelde en julekoncert på Vega med The Raveonettes er lidt af en tilbagevendende begivenhed. Det man bare ofte glemmer i løbet af året, er hvor sindsygt fantastisk dette band er - især på hjemmebane i Vega. Det burde være en københavnsk rock-borgerpligt at møde op. Efter at jeg havde været på Vega i 2011 og 2012, sprang jeg over i 2013. Måske fordi jeg havde glemt, hvor sejt det er. Det sker forhåbentlig ikke igen. Jeg undskylder hermed for fraværet i 2013.

Det er efterhånden velkendt, at mit forhold til Raveonettes skiftede på Roskilde Festival 2011, da jeg hørte "Raven In The Grave" [2011] live. Indtil da havde jeg hadet deres musik. Et legendarisk besøg på et københavnsk morgenværtshus med Jazzman Sovs, Baby Woodrose og The Raveonettes mundede ud i, at jeg fik luft for mit had, og fik formidlet det videre direkte til Sune og Sharin. Jeg har siden måttet æde hvert et ord. Sådan kan det gå.

Hvert år er et af de mest interessante punkter, hvor højt de spiller. I gamle dage måtte f.eks. Motörhead spille så højt på Vega, at jeg - siger og skriver - havde ringende hyletone i ørerne 3 dage efter. Det fik Vega så forbud imod med EUs hjælp, fordi alt der er sjovt - eller bare marginalt farligt - efterhånden er blevet forbudt i denne lorte verden. Af een eller anden grund er The Raveonettes undtaget fra denne regel. De spiller ikke konstant højt - som Lemmys trykluftbor af en bas. De er mere snu. De varierer. Ofte er det blot temmelig højt, men i bølger kommer der et bas-lydtryk, der seriøst får håret til at blafre og kroppen til at ryste ukontrollabelt. Det er helt forrykt dejligt. Det er som at være tilbage dengang, hvor verden stadig var sjov. Jeg har en teori om, at det bliver højere hvert år. Det bliver i hvert fald ikke lavere. Gud bevare det vel.

Jeg er faktisk ikke særlig glad for det nyeste album "Pe'ahi" [2014]. Men hvad gør det, når der surfes godt og grundigt rundt i bagkataloget. Højdepunkter siger I? "Love In A Trashcan". Se min Nokia 808 video nedenfor. Den sejeste telefon i verden. Selv udsat for et absurd lydtryk, leverer den alligevel. Fed fed fed popsang. "Attack Of The Ghost Riders" fulgte lige i røven heraf. Der blev i sandhed sparket røv på de spøgelser. "The Christmas Song" er jo nærmest et krav her i december. Aldeles smukt leveret med en super-cool lyseffekt via diskokuglen i loftet.

En helt fænomenal "Recharge And Revolt" med Sune som en sjælden frontman - på aldeles usikker afstand af sit mikrofonstativ og guitar. Vi fik også fanfavoritten "Aly, Walk With me", som ikke stod på setlisten, der faktisk lidt lignede fri fantasi eller en afledningsmanøvre. En anden sjov detalje var, at under 90% af numrene kørte der ultrahurtigt strobelys forfra og/eller bagfra, så det nærmest umuliggjorde, at folk kunne tage billeder. Nice little trick!

Der er ikke mere at sige. Fænomenal støjrock - leveret som en rasende lydmur, der kværkede et smil ind i hovedet på folk. Man kan kalde noget af deres musik for pop. De kan også finde plads til at synge en stille sang. Men live er de - generelt og i bund og grund - hæsblæsende fantastisk imponerende massive. Det var sgu dejligt at få renset ører, på en måde så selv Lemmy ville være stolt. Vi ses til næste år! Rave On!





An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded. Reload 🗙